GEDSTED KIRKE
imageGEDSTED KIRKE
  • Log på
  • Søg
  • Udskriv
  • Sitemap

Præster ved kirken

Laurs Blegh
Fra katolsk tid findes der næsten intet om præsterne ved Gedsted kirke.
Det længste man kan komme tilbage er til en Laurs Blegh, som i 1478 benævnes som sognepræst i Gedsted. Om han har været sognepræst eller blot kape-lan under Viborg ved man ikke. Han er den eneste præst i katolsk tid, som kendes.

Peder Jakobsen Brasen
Fra reformationen er præsternes navne nævnt på præstetavlen og den første er Peder Jakobsen Brasen. Måske var han ud af adelig slægt, hans navn og skjold er skåret ind i stolpen under prædikestolen. Våbnet er en fisk, der ligner en brasen.

Jakob Pedersen Brasen
Han var søn af den foregående, men hvornår han overtog embedet og hvornår han døde vides ikke. Man ved at han var præst i 1545 og provst i 1555.
I 1572 førte han sag mod manden på Gedsted Nørgård angående denne kones plads i kirken. Nørgårdsmanden ville have sin kone siddende i øverste stol, men præsten holdt på at der skulle de ældre koner sidde. Præsten vandt sagen og nørgårdsmandens kone måtte give plads til de ældre koner og selv rykke længere ned.
Jakob Pedersen Brasen var gift med Mette som var datter af en rådmand i Viborg.

Niels Jakobsen Brasen
Han var søn af den foregående, også han blev provst. Han var gift to gange. Han døde i 1626.
Når både Jakob og Niels blev provster kan det tyde på at de har været ret ansete på egnen.

Jens Nielsen Brasen, 1626-1677
Han var søn af den foregående, overtog embedet ved faderens død i 1626 og blev der til 1677, altså i 51 år. Han døde i 1680.
Også han blev provst. Han var gift og fik to sønner der blev præster og to døtre, der blev præstekoner.
I landsarkivet findes der en indberetning fra Jens Brasen med en fortegnelse over alle hans sognebørn i Gedsted.

Peder Andersen Bøgvad, 1677-1700
Ingen af Jens Brasens sønner blev præster ved Gedsted kirke, så nu bliver arvefølgen brudt. Peder Bøgvad var tidligere adjunkt i Kolding, men blev 1677 sogne-præst i Gedsted. Man gætter på at han har været en stille og skrøbelig mand, ihvertfald findes ingen optegnelser om ham nogetsteds.

Claus Olsen Borch, 1700-1732
Født i Lemvig 1676, præst ved Gedsted kirke fra november 1700. Han var gift og fik 11 børn. Han blev provst i 1922 og døde i 1732.
Fra hans tid har der eksisteret en kirkebog med fortegnelse over fødte og begravede. Men den er desværre forsvundet.

Peder Jakobsen Holm, 1732-40
Født 1665 i Vestjylland og var 67 år gam-mel da han i 1732 kom til Gedsted. Det forekommer mærkeligt at en så gam-mel hønisse skulle være præst, men måske det har noget at gøre med de urolige ejerforhold ved kirken.
Han døde i 1742, men var ikke præst de sidste år fordi han blev blind.

Annanias Kristian Sørensen Tvede, 1740
Udnævnt som sognepræst i Gedsted 1740. Han nåede kun at prædike een gang, få dage efter blev han syg af plettyfus og døde. Hans navn står ikke på præstetavlen. Men han har altså været præst ca en uges tid i 1740.

Lorens Nikolajsen Holst, 1740-64
Født 1708 i Ålborg - død 1767. Præst i Gedsted fra 1740. Muligvis har han været et stridbart gemyt og hidsig anlagt. Han brugte meget tid på at føre processer mod sine sognebørn. Bønderne i Gedsted ville han have til at køre hans gødning ud. Bønderne i Fjelsø ville han have til at levere brændelyng. Og med herredsfogeden var han i strid om hvorvidt han var i sin ret til at bortvise folk fra nadverbordet.
Striden med bønderne i Fjelsø vandt han, men de to andre tabte han.
Den ældste kendte kirkebog for Gedsted er med indledning af Lorens Holst.

Lambert Frank Winter, 1764-09
1764 udnævnt til præst i Gedsted, provst 1769, kun 33 år gammel. Han var gift og fik 14 børn. Han døde i 1812.
Også han lå i strid med bønderne i Fjelsø om levering af lyng til brændsel. Man opnåede forlig.

Hans Kristian Winter, 1809-1822
Han var brodersøn til den foregående og født 1781, blev kapellan i Gedsted 1806 og sognepræst i 1809. Han var gift 2 gange, begge hustruer døde før han. Man sagde om ham at han kunne mere end sit fadervor. I hvert fald vaccinerede han pastoratets børn mod kopper.

Jakob Jakobsen, 1822-1845
Præst i Gedsted fra 1822 indtil han 23 år senere flyttede til Øster Tørslev.
Han blev den første sognerådsformand i Gedsted-Fjelsø kommune, idet kommunalloven trådte i kraft i 1841. På det tidspunkt og frem til 1867 var præsten født formand.
Han var gift men fik ingen børn. Man sagde han var rationalist og læste mange bøger.

Kristian Frederik Eberhard Møller, 1845-1856
Også han var formand for sognerådet. Hans kirkelige synspunkter var præget af den begyndende grundtvigianisme.

Jørgen Tommerup Henriksen, 1856-1876
Født i 1813, skolelærer på Christianshavn fra 1835 til han i 1856 blev præst i Ged-sted. Han var gift og fik 4 børn. Han døde i 1876 og blev begravet på kirke-gården i krogen mellem koret og sydskibet.
Det fortælles at han var en tør og stiv mand, mere præst og sognerådsformand end menneske.
Han var den sidste præst der selv drev præstegården, der var ret stor dengang. Han var også den sidste der boede i den gamle præstegård, og han var den sidste præst der var født formand for sognerådet.
Biskop Laub skriver i 1862 om Henriksen: Han er ingen begavet prædikant, men varetager sit embede forsvarligt.
De sidste år havde han en kapellan, der hed Hellemann.

Frederik Schønning Aagaard, 1876-1883
Aagård var grundtvigsk, kirkelivet var i hans tid almindeligt, folkeligt, befolkningen var jævne, nøjsomme, traditions-bundne hedebønder.
Den nuværende præstegård blev bygget i hans tid."Gid den måtte blive sædet for mange velsignede præstehjem til Guds ære og menighedens tarv" skrev Ågård, da han flyttede ind i 1883.

Frederik Heiberg, 1883-1890
Ingen særlige oplysninger.

Edvard Tesdorph Koch, 1890- 1896
Heller ingen særlige oplysninger.

Johan Mikaelsen, 1896-1906
Her findes desværre heller ingen særlige oplysninger.

Mens de tre foregående var præster begyndte de kirkelige retninger at få fodfæste i Gedsted og Fjelsø.
En tidligere spillemand, Jens Mortensen, Bystrup, var særlig virksom i Indre Mission, han byggede en sal til sit hus, hvor der blev holdt møder, indtil missionshuset i Gedsted blev bygget i 1896, og Fjelsø missionshus 1901.
Der blev efterhånden også en del grundtvigske, som samlede sig i Kirkeligt Sam-fund, med mellemrum holdt de særlige gudstjenester, hvortil de inviterede grundtvigske præster.

Rudolf Magnus Lauritsen, 1906-1916
Lauritsen stod Indre Mission nær.

Hans Nielsen Højgaard, 1916- 1943
Fra Gedsted findes følgende beretning: "Jeg overværede provst Højgårds festlige indsættelse her i 1917. Det var rygtedes at den nye præst var veltalende, og det bekræftedes til fulde ved indsættelsen. Provst Højgårds prædiken var bygget på omfattende viden og fyldt med illustrerende træk. Han var velbevandret i litteraturen, men trods hans grundige viden forstod han at tale, så jævne folk forstod det. Evangeliet, det egentlige kom aldrig til at stå i skyggen. Hans form kunne være noget bred, derfor blev forkyndelsen på samme tid vidtfavnende og noget snæver, og ikke alle holdt af hans form. Nogle fandt ham for vidt-favnende, andre for snæver."
Ved provst Højgårds begravelse sagde biskop Malmstrøm: "Han havde hjemme i Indre Mission, men elskede hele den danske folkekirke."

Vagn Iversen, 1944-1978
Vagn Iversen var jævn og ligetil, havde humor og hjertevarme og var kendt for sine muntre anekdoter, som han havde et stort forråd af. Han blev født i 1910 i nærheden af Esbjerg, blev teologisk kandidat fra Københavns Universitet, gift 1937 med Marie Iversen, sognepræst i Thy fra 1937 til 1944. Fra 1944 til 1978 præst i Gedsted, hvor han blev boende som pensionist til sin død i 1994
1948: Bestyrelsesmedlem i Indre Missions kredsbestyrelse for Vesthimmerland.
1955-65: formand for Indre Missions kredsbestyrelse i Vesterhimmerland.
1955-65: sekretær i bestyrelsen for Lejrgården i Dollerup.
1963: Medlem af bestyrelsen for Borremose Ungdomsskole.

Villy Mølgård, 1979-1986

Flemming Kloster Poulsen: 1987 - 2002

Kåre Egholm Pedersen: 2002 -

Opdateret  24-11-2010 /  af  default\Anonymous
Det sker i Gedsted Kirke

Hver søndag er der gudstjeneste i Gedsted Kirke, for hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?
Det foregår kl. 9.30 eller kl. 11.00 med mindre andet er nævnt eller præsten afløser i andre kirker.

Klik på billedet for mere info.  

Åbningstid: 8.00-16.00.
Kontakt graveren forinden.
  

Til eftertanke
"Elsk, og gør hvad du vil"
 
— Augustin (354-430 e. kr.)